Lopper og flåter

Lopper og flåter er, ligesom lus og mider, såkaldte ektoparasitter. De lever af at suge blod eller spise døde hudpartikler af de dyr, de bor på. Desværre er de ofte til gene, fordi de fører til kløe og irritation og fordi de kan overføre farlige sygdomme, både til dyr og mennesker.

Den milde vinter vi har gør, at flåter og lopper overlever bedre og bliver talrige. De seneste år har vi set en større forekomst af vektor-overførte sygdomme hos hunde, altså sygdomme som overføres med en parasit, og der er tilmed kommet ”nye” sygdomme til landet som tidligere kun har været kendt fra udlandet. Det gælder for eksempel sygdommen Babesiose, som overføres med engflåten, der nu kan trives i Danmark pga. det milde klima. Babesiose er, som flere flåtoverførte sygdomme, en zoonose og kan gøre både mennesker og dyr meget syge. Dette gælder også for Borrelia og Anaplasma som er to andre eksempler på vektor-overførte sygdomme.

 

Hvis du vil undgå at dit kæledyr udsættes for smitte, er det vigtigt at forebygge bid fra de ektoparasitter som kan overføre sygdomme og give gener. Alt efter dine og dit kæledyrs behov og præferencer, kan vi på Skæring og Rosenholm Dyreklinik tilbyde forskellige behandlingsmuligheder. De fleste midler er receptpligtige. Dermed siger loven, at de kun må udleveres til dyr som vi har lavet en sundhedsundersøgelse på, indenfor det seneste år.

 

Repellerende midler sørger for, at lopper og flåter dør inden de overhovedet kan nå at bide. På den måde sikrer de effektivt, at der ikke overføres sygdomme. Disse midler gives typisk som en pipette på huden i nakken, hvorefter midlet fordeler sig ud i fedtlaget på dyret. Nogle pelstyper kan gøre det udfordrende at påføre produktet korrekt på huden og nogle hunde bader så hyppigt, at denne form for behandling ikke er optimal. Til dem findes der andre alternativer.

Et loppehalsbånd har på samme måde en repellerende effekt overfor både flåter og lopper. Tilmed har det en holdbarhed på optil 8 måneder, og er derfor attraktivt for nogle ejere at bruge.

De repellerende midler kan især anbefales, hvis du skal rejse til udlandet med din hund eller kat. Ved at bruge disse midler sikrer du, at dit kæledyr ikke smittes med vektor-overførte sygdomme imens den er afsted og samtidig forhindrer du, at den bærer ektoparasitter med sig hjem til Danmark.

 

Til de patienter hvor det ikke er optimalt at behandle ude fra, findes der loppe og flåtmidler på tabletform som virker inde fra. Disse gives typisk som en smagfuld tyggetablet og har en holdbarhed på 4 – 12 uger, alt efter hvilket produkt man vælger. Når tabletten er indtaget, vil den dræbe lopper og flåter indenfor 24 timer, hvilket i de fleste tilfælde er nok til, at forebygge overførsel af sygdomme.

 

Er din hund eller kat angrebet af lopper, kræver det ofte en længerevarende behandling for, at få bugt med problemet. Det skyldes, at loppelarver kan gå i dvale i de omgivelser hunden eller katten befinder sig i, og først vågne op og være tilgængelig for behandling efter adskillige måneder. Det tilrådes derfor, at hjemmet gennemgår en grundig rengøring, især i de områder hvor din hund eller kat foretrækker at befinde sig.

 

Har du spørgsmål til forebyggelse af flåter eller lopper, er du velkommen til at ringe til Skæring eller Rosenholm Dyreklinik.

 

Dyrlæge Monica Kallehauge

Del denne historie
Hvalpeaften på Skæring Dyreklinik

Har du en hvalp under 6 måneder?

Så er I inviteret til hvalpeaften hos os!

En aften med hvalpeleg, fagligt indhold, rundvisning, snak og godt selskab!

Hvalpeaften